Bæredygtighedsoplysninger
1. Indledning og formål
1.1 Denne politik for bæredygtighed er fastlagt af bestyrelsen i TimeInvest Fondsmæglerselskab A/S (”Selskabet”).
1.2 Politikken fastsætter de overordnede rammer for efterlevelse af gældende regulering i henhold til ”Disclosureforordningen” og har til formål at beskrive de overordnede retningslinjer for Selskabets håndtering af og integration af bæredygtighedsrisici i investeringsprocessen.
1.3 Selskabet har et ønske om at inddrage bæredygtighedsrisici som en naturlig del af selskabets virksomhed som fondsmæglerselskab.
2. Ansvar
2.1 Selskabets CIO er overordnet ansvarlig for implementering af politikken, herunder den løbende integration af bæredygtighedsrisici og opfølgning herpå samt rapportering herom til bestyrelsen
3. Definitioner
3.1 Ved bæredygtighedsrisiko forstås en miljømæssig, social eller ledelsesmæssig begivenhed eller omstændighed, som, hvis den opstår, kan have faktisk eller potentiel væsentligt negativ indvirkning på værdien af en investering.
3.2 Ved ”bæredygtighedsfaktorer” forstås miljømæssige forhold, sociale og ledelsesforhold samt forhold vedrørende menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption og bestikkelse.
4. Integration af bæredygtighedsrisici i investeringsprocessen
4.1 Selskabet tilstræber, at de selskaber og fonde, som kundernes midler investeres i, lever op til internationale standarder, som fremgår af OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og FN’s Global Compact principper. Selskabet tilstræber at undgå at investere i selskaber eller fonde, som ikke overholder disse principper/retningslinjer. Selskabet anvender Morningstar Direct til afdækning af bæredygtighedsrisici.
4.2 Selskabet foretager yderligere en aktivitetsbaseret screening af samtlige investeringer med henblik på at sikre, at selskaber, der fremstiller konventionsomfattede våben ikke indgår i investeringsuniverset.
Selskabets bestyrelse har vedtaget, at Selskabet ikke investerer kundernes midler i selskaber, der fremstiller eller medvirker til at fremstille:
- Klyngevåben
- Landminer
- Kemiske våben
- Biologiske våben
- Atomvåben der ikke er omfattet af NPT2.
4.3 Selskabet tilstræber at imødekomme kundernes bæredygtighedspræferencer ved inddragelse af relevante bæredygtighedsrisici. Dette sker bl.a. ved anvendelse af anerkendte analyseværktøjer, hvorefter selskaber og fonde tildeles en ESG-rating.
4.4 Ved brug af analyseværktøjerne tilpasses den enkelte kundes ønsker om bæredygtighed. Tilpasning kan ske ved et tilvalg af selskaber og/eller fonde med gode miljømæssige, sociale eller ledelsesmæssige egenskaber.
4.5 Selskabet kan tilsvarende vælge at anvende fonde, som er klassificeret som artikel 8 og artikel 9 efter Disclosureforordningen.
4.6 Tilsvarende kan kunderne aktivt tilvælge investeringer, der er omfattet af de omfattede konventioner.
4.7 Selskabet integrerer ikke bæredygtighedsfaktorer i investeringsprocessen – bl.a. som følge af udfordringer med at fremskaffe præcise data
4.8 Ved indgåelse af aftaler med kunder , henvises kunderne til politikken, som er tilgængelig på Selskabets hjemmeside.
5. Rapportering
5.1 Direktionen rapporterer årligt til bestyrelsen om arbejdet med bæredygtighedspolitikken.
6. Opdatering og offentliggørelse
6.1 Politikken offentliggøres på Selskabets hjemmeside.
Bæredygtighedspolitikken skal revurderes af bestyrelsen mindst én gang årligt.
Godkendt af bestyrelsen 10. juni 2026.