Ledig stilling i TimeInvest

Erfaren investeringsrådgiver med flair for salg og kundepleje

Vi søger en erfaren kollega til vores kontor i København. Du får ansvaret for at opbygge og pleje din egen kundeportefølje, og derfor er det en klar fordel, hvis du har interesse for og erfaring med opsøgende salg af investeringsløsninger. Og da du over tid kommer til at overtage ansvaret for en række af vores nuværende kunder, så har du sikkert allerede i dag erfaring med at rådgive velhavende kunder om investeringer.

Vi lægger vægt på at møde alle kunder i øjenhøjde både fagligt og personligt. Så du er helt sikker god til at kommunikere, ligesom du sætter en ære i at gå det berømte ”ekstra stykke” for dine kunder. Vi stræber nemlig efter at have Danmarks mest tilfredse kunder, og vi er meget bevidste om, at det er dig og os, som sammen sikrer, at vi lever op til denne ambition.

Du får mulighed for at tilbyde dine kunder individuel rådgivning, som passer præcis til den enkelte kundes behov. For som vi siger, så skal vores forretning indrettes efter kunden og ikke omvendt. F.eks. tilbyder vi både investeringsrådgivning og porteføljepleje med fuldmagt. Og kunderne har naturligvis adgang til både traditionelle og alternative investeringer, ligesom vi kan tilgå de fleste aktivklasser både aktiv eller passivt.

I dit daglige arbejde med kundernes formuer trækker du på et stærkt lokalt investeringsteam, som bakkes op af Nordens førende uafhængige investeringshus, Söderberg & Partners, der siden 2023 har været en del af vores ejerkreds.

Hvis du bliver vores nye kollega, så kommer du til at arbejde på Kalvebod Brygge 45. Her får du byens bedste udsigt og verdens bedste kolleger. Det faglige niveau er højt, sammenholdet er stærkt og omgangstonen er uformel. Vores motto er, at det skal være sjovt at gå på arbejde, selvom vi ikke arbejder for sjov.

Din lønpakke indeholder en fast løn samt et bonuselement, som afspejler, at forretningsudvikling er en del af jobbet. Du refererer direkte til den administrerende direktør, Klaus Hector Kjær, som du er velkommen til at kontakte (mobil: 2016 0983), hvis du vil høre mere om jobbet.

Ansøgningsfrist: 15. marts 2026.

TimeInvest Fondsmæglerselskab A/S blev stiftet i 2010 og forvalter i dag 7,5 mia. kroner for mere end 450 familier, virksomheder, fonde mv. Selskabet er ejet af de oprindelige stiftere, Christian Høgsted Høm og Philip Kehlet, samt af Söderberg & Partners.

Søg jobbet:

Send din ansøgning og relevante dokumenter til Kristina Stark Lohmann via mail på ksl@timeinvest.dk