3 Kvartalskommentar Q3 – Aktiemarkedet når nye højder

Endnu et kvartal er gået og endnu en all-time-high er nået på aktiemarkederne. Samtidig har vi set den første rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank, FED. Baggrunden er dels faldende inflation, som alt andet lige er godt nyt aktierne, og dels udsigten til lavere vækst, som alt andet lige er dårligt nyt for aktierne. Set i det lys er det lige nu relevant at spørge, om festen på aktiemarkederne kan fortsætte. Det forsøger vi at svare på i dette indlæg.

 

Aktiemarkederne sluttede 3. kvartal i all-time-high med et år-til-dato afkast på 16,5%. Og igen var det USA, der førte an med et afkast på over 20% målt i danske kroner.  Faktisk har amerikanske aktier ikke tidligere i dette årtusinde fået en bedre start, som fremgår af nedenstående figur, der viser udviklingen de første 9 måneder i hvert kalenderår siden 2000. Den markerede streg er i år.

 

 

Udviklingen er kommet bag på de fleste, og der var således ingen strateger, der ved årets begyndelse forventede, at markedet vil klare sig så godt. På nuværende tidspunkt ligger kursen på amerikanske aktier 17,6% højere, end hvad strategerne i gennemsnit forudså ved årets start (se figuren nedenfor).

 

 

Men det var ikke kun de amerikanske aktier, der gav gode afkast i tredje kvartal. Således indtog det kinesiske aktiemarked førstepladsen efter mange års stilstand. Kina har længe været tynget af en finansiel krise efter ejendomsboblen er sprunget. Det har ført til faldende forbrugertillid og lavere økonomisk aktivitet. Den kinesiske regering har reageret med lempelser af både finans- og pengepolitikken, hvilket har sendt aktiemarkedet på himmelflugt. Aldrig før har vi set stigninger i Kina på 20% på en uge!

 

 

Fra at være et af de dårligste aktiemarkeder frem til august er Kina nu den bedst performende region i verden i år. Det er dog i den forbindelse vigtigt at huske på, at aktierne i både Hong Kong og Kina gennem en årrække har været i en nedadgående trend, som figuren nedenfor viser.

 

Selvom aktiemarkederne i USA og Europa ikke har kunnet følge Kina i år, så har udviklingen på disse markeder ligeledes været stærk. En af årsagerne er uden tvivl, at de fleste økonomer regnede med, at både USA og Europa ville gå i recession i år. Konkret beregnede økonomerne risikoen for recession i USA til 50% og 65% i Eurozonen ved årets start. Lige nu er væksten positiv i både USA og Europa, og intet tyder på, at hverken USA eller Europa rammer recessionen i år. De samme økonomer sætter da også lige nu risikoen for recession indenfor de næste 12 måneder til blot 30% for både USA og Europa. Optimismen kan naturligvis aflæses i vækstestimaterne. I januar forventede analytikerne en beskeden vækst på 1,3% i USA i 2024, mens det seneste estimat er en fordobling til 2,6%.

 

 

Men øget optimisme og vækst har ikke været de eneste drivere for aktierne. I september lempede den amerikanske centralbank, FED, renten for første gang siden 2020 og endda med hele 0,5%-point. Dette var mere end markedet havde forventet og 105 af 114 adspurgte økonomer forventede således kun en rentenedsættelse på 0,25%-point. Rentenedsættelsen kombineret med positiv retorik fra FED betyder, at flertallet af økonomerne nu forventer, at centralbanken formår at styre økonomien mod en såkaldt ”blød landing”.

 

Men selvom aktiemarkederne generelt gjorde det godt i kvartalet, så var der også bump på vejen. Således fik det japanske aktiemarked en gedigen rusketur i august, som heldigvis viste sig at være udtryk for kortsigtet panik. De japanske aktier ligger således pt. 10% højere end bunden den 5. august.

Vi vurderer, at aktierne vil give attraktive afkast i det scenarie, vi forventer at se ind i den kommende periode med økonomisk vækst og god indtjening i selskaberne. En række aktiemarkeder er dog ganske dyrt prisfastsat efter de markante stigninger i 2023 og 2024 og vi anbefaler derfor, at man går mere selektivt til værks med sine aktieinvesteringer i øjeblikket. Samtidig er det vigtigt at huske, at aktier sagtens kan klare sig godt, selvom de er dyrt prisfastsat. Faktisk har det afkast man historisk har opnået, hvis man investerer, når aktierne er dyre, været bedre, end hvis man investerer en tilfældig dag uden skelen til prisfastsættelsen.

 

 

Man bør med andre ord ikke sælge sine aktier blot fordi markedet handler på all-time-high.

 

Men som altid anbefaler vi, at man investerer i andet end kun aktier. Porteføljen bør skræddersyes så den passer til den enkelte investors risikoprofil og øvrige præferencer – eksempelvis behov for løbende likviditet. Det handler om at vælge en investeringsprofil, som gør, at man kan sove roligt, uanset om markedet går op eller ned. Og det er særligt vigtigt lige nu, hvor krige hærger flere steder og den politiske usikkerhed er historisk høj.

 

”Prediction is very difficult, especially if it’s about the future.” Niels Bohr

 

 

Indholdet i ovenstående indlæg udgør ikke investeringsrådgivning og er alene udarbejdet til orientering og vidensdeling. Kontakt altid en investeringsrådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.

 

Se nærmere her hvor du også kan kontakte os og tilmelde dig for løbende at blive opdateret med nyeste indlæg.

 

 

Indlægget er skrevet af Mathias Duelund Hansen, Chefanalytiker

Share the Post:

Relaterede artikler:

Halvårskommentar 2024

Halvårskommentar 2024   Markedet fortsætter opad og vi læser nærmest dagligt om nye børsrekorder i USA. Og artificial Intelligence og vægttabsmedicin afleder i øjeblikket opmærksomhed

Read More »

Bliv klogere på investeringer

Som din rådgiver hjælper vi dig naturligvis med at investere, men vi gør mere end det. Blandt andet ligger det os på sinde, at du altid er godt informeret om udviklingen på de finansielle markeder.

Deltag i arrangementer eller modtag vores nyhedsbrev

Vi inviterer jævnligt kunder og netværk til TimeTalks med inspirerende foredragsholdere, ligesom vi løbende udsender nyhedsbreve med aktuelle vurderinger af markedet.

Kunne du tænke dig at deltage i vores arrangementer eller modtage vores nyhedsbreve, så tilmeld dig herunder.

Deltag i vores arrangementer

Jeg vil gerne inviteres til arrangementer i TimeInvest

Modtag vores nyhedsbreve

Jeg vil gerne modtage nyheder fra TimeInvest