I en verden præget af en voksende fedmepandemi, står Novo Nordisk frem som en pioner inden for behandlinger. Dette blogindlæg udforsker World Obesity Federations bekymrende rapport om den stigende globale fedmeepidemi, og hvordan Novo Nordisk, med deres innovative GLP-1-baserede behandlinger som Semaglutide, adresserer denne udfordring og positionerer sig som en nøglespiller i at bekæmpe overvægt, fedme og dets konsekvenser for individet såvel som samfundet.
Fedme – en global pandemi
The World Obesity Federation adresserer den globale fedmeepidemi i en rapport udgivet i marts 2023, som konkluderer, at mere end halvdelen af verdens befolkning vil være overvægtige i 2035.
Rapporten viser, at overvægt og fedme (BMI ≥25) vil påvirke over 4 milliarder mennesker inden 2035, sammenlignet med over 2,6 milliarder i 2020. Det afspejler en stigning fra 38% af verdens befolkning i 2020 til over 50% inden 2035. Forekomsten af fedme alene (BMI ≥30) forventes at stige fra 14% til 24% og vil dermed påvirke næsten 2 milliarder voksne, børn og unge inden 2035.
Nedenstående graf viser den forventede udvikling herunder, at antallet af overvægtige voksne vil stige markant de kommende mange år fra 813 millioner mennesker i 2020 til 1532 millioner i 2035.

Ifølge rapporten var de økonomiske omkostninger 1,96 billioner dollars i 2020. Denne omkostning inkluderer både omkostningerne til behandling af fedme og den påvirkning, som et højt BMI har på sygefravær, nedsat produktivitet og tidlig pensionering eller død.
Ifølge rapporten vil overvægt og fedme koste verdensøkonomien over 4 billioner dollars i 2035, svarende til næsten 3% af det nuværende globale bruttonationalprodukt (BNP).
Så selvom forebyggelse og behandling af fedme kræver investeringer, så vil omkostningerne ved ikke at forebygge og behandle være langt højere.
Frontløberen Novo Nordisk
Det er her Novo Nordisk, flagskibet for dansk erhvervsliv, kommer ind i billedet. Måler man på markedsværdien, er Novo Nordisk ikke alene Danmarks største virksomhed, men også Europas mest værdifulde selskab. Novo Nordisk udvikler, producerer og sælger produkter, der behandler diabetes, fedme, blødersygdomme og vækstforstyrrelser.
Oprindelig fokuserede selskabet primært på insulin, men fremover vil Novo Nordisk i højere grad fokusere på præ-insulin kaldet GLP-1’ere. Præ-insulin behandler den fedme, som ofte ligger til grund for, at man udvikler diabetes.
Novo Nordisk har med GLP-1 molekylet Semaglutide skabt et produkt, som kan behandle såvel diabetes som fedme. Et nyere studie viser, at behandlingen med GLP-1 produktet yderligere reducerer risikoen for hjertekarsygdomme med hele 20% og risikoen for kroniske nyresygdomme hos diabetes-2 patienter med over 20%. Under produktnavnet Ozempic og Rybelsus har Novo Nordisk udviklet et af verdens mest effektive og succesfulde midler mod diabetes. Samme molekyle, men i højere dosis sælges under produktnavnet Wegovy, og er det første produkt, Novo Nordisk lancerer som er direkte henvendt mod overvægt og ikke blot er en sidegevinst i behandlingen af diabetes.
Nedenstående figur viser vægttabet hos patienter, der bliver behandlet med Semaglutide 2.4 mg i et forsøg lavet af Novo Nordisk.

Hele 90,5% af alle patienter oplever et vægttab på 5% eller derover, hvor 31,2% oplever et vægttab på hele 20% eller derover. Der er altså ingen tvivl om, at produktet har en gavnlig effekt på overvægt og fedme, og kan være en stor hjælp til de mennesker, som døjer med dette og alle de udfordringer, der følger med.
I 2023 kom Novo Nordisks produkter hele 40 millioner mennesker med alvorlige kroniske sygdomme til gode. Behovet for løsninger til at behandle type 2-diabetes og svær overvægt skaber en enorm efterspørgsel efter Novo Nordisk GLP-1-baserede behandlinger.
Medicinalindustrien og patenter
Medicinalindustrien har i mange år forsket i behandlingen af fedme, og med en stigende efterspørgsel er der en del virksomheder, som naturligt ønsker at tilbyde produkter, der behandler fedme.
I medicinalindustrien spiller patenter en vigtig rolle. Patenter giver incitament til at innovere, da de skaber konkurrencefordele og beskytter virksomhederne mod konkurrence. I forbindelse med behandlingen af fedme er patenter særligt kritiske, da konkurrencen er intens og nye midler kommer ind.
Novo Nordisk har historisk set været en pioner inden for diabetesbehandling, og virksomhedens evne til at udvikle effektive terapier og midler har været drevet af stærke patenter.
Nedenfor vises Novo Nordisk patenter på nuværende produktportefølje og hvornår disse udløber.

Patentbeskyttelsen er afgørende for, at Novo Nordisk kan opretholde en stærk position på markedet, fordi Novo Nordisk i en årrække undgår konkurrence fra generiske produkter. Yderligere har Novo Nordisk en del nye produkter i deres pipeline, hvis formål er at erstatte de patenter, som udgår i kommende år. Her kan Amycretin fremhæves, der er et GLP-1 produkt kombineret med hormonet Amylin i tabeltform. Amycretin har potentiale til at blive et særdeles stærkt middel mod svær overvægt. I skrivende stund har fase 1-data været positive, og Novo Nordisk fortsætter med udviklingen.
De stærke patenter på Novo Nordisks fedmemiddel fungerer også som en katalysator for langsigtede partnerskaber, licensaftaler og globale distributionsaftaler. Dette skaber stabile indtægtsstrømme og positionerer Novo Nordisk som en ledende aktør inden for fedmebehandlingsmarkedet.
Lige nu har Novo Nordisk blot én anden konkurrent, Eli Lilly, som med deres middel Tirzepatide, der minder om Semaglutide, kan behandle de samme patienter som Novo Nordisk. På nuværende tidspunkt er konkurrencen på dette marked således begrænset, men meget tyder på, at denne vil øges over tid.
I medicinalindustrien er selskaberne afhængige af, at deres medicin bliver godkendt til markedsføring, hvilket typisk tager flere år. I dag er det kun Novo Nordisk og Eli Lily, som har midler godkendt til fedmebehandling, men der er mange små spillere, som er på vej med lignende midler.
Som tidligere nævnt er markedet for fedmebehandling enormt stort og i vækst. Derfor skal man som investor ikke være bekymret for konkurrencen, da der er plads til flere spillere på markedet.
Novo Nordisk som kvalitetsselskab
I en verden, der står over for en voksende fedmeepidemi, har Novo Nordisk positioneret sig som et fyrtårn af håb og løsninger. Deres vedvarende engagement i forskning, stærke patenter og innovative behandlinger gør dem til markedsledere og en attraktiv investeringsmulighed.
Novo Nordisk kan med rette betragtes som et kvalitetsselskab ud fra flere nøglekriterier. For det første har selskabet et solidt økonomisk fundament, som understøttes af en kontinuerlig indtægtsstrøm fra deres vellykkede produkter. Status som Europas mest værdifulde selskab er et resultat af stærkt lederskab og evnen til at tilpasse sig skiftende markedsbehov.
Derudover har Novo Nordisk vist en stærk forsknings- og udviklingskapacitet, der bl.a. har resulteret i innovative behandlinger som GLP-1-molekylet Semaglutide. Dette positionerer selskabet som en drivkraft for fremtidige sundhedsfremskridt.
Et andet afgørende aspekt er selskabets visionære ledelse, der har demonstreret en imponerende evne til at navigere gennem komplekse udfordringer.
TimeInvests mission er at bevare formuer og skabe attraktive risiko-justerede afkast. Når vi investerer i aktier, foretager vi en grundig analyse af selskabernes forretningsmodel, hvor ledelse, gældsniveau, afkast på den investerede kapital samt stabilitet og vækst i de frie pengestrømme prioriteres højt.
Er du interesseret i at høre mere om vores investeringsfilosofi, så er du velkommen til at kontakte investeringsteamet.
Indholdet i ovenstående indlæg udgør ikke investeringsrådgivning og er alene udarbejdet til orientering og vidensdeling. Kontakt altid en investeringsrådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil.
Se nærmere her hvor du også kan kontakte os og tilmelde dig for løbende at blive opdateret med nyeste indlæg.
Indlægget er skrevet af Emma Minna Gullaksen, Wealth Manager, Time Family Office








