TimeInvest fortsætter vores serie om berømte investorer gennem tiden, og i det tredje blogindlæg beskriver vi en person, som er mere berygtet end han er berømt.

Bernard Lawrence (Bernie) Madoff var en amerikansk investor / børsmægler, og drivkraften bag verdenshistoriens største økonomiske svindelnummer via såkaldte Ponzi modeller. I over 20 år bedrog Madoff tusindvis af investorer for mere end 50 milliarder amerikanske dollars. Madoff blev arresteret i 2008 og fik efterfølgende en fængselsdom på 150 år samt pålagt et erstatningskrav på 200 milliarder dollars (mere eller mindre meningsløst, da han på det tidspunkt var gået konkurs).
Karriere
Madoff startede sin karriere på Wall Street i begyndelsen af 1960’erne med opstart af Bernard L. Madoff Investment Securities. Han specialiserede sig i såkaldt ”penny stocks”, som er aktier med meget lav kurs – typisk under 5 dollars. Han udviklede tillige et wealth management koncept, som blev så populært, at prominente personer, selskaber og fonde nærmest stod i kø for at komme ind. I 1990’erne havde Madoffs børsmæglerselskab en så stor succes og størrelse, at det stod for omkring 15% af alle handelsordre på New York Stock Exchange. Hans store medgang og de mange velrenommerede kunder gjorde Madoff til en særdeles respekteret og anerkendt person i de finansielle kredse, og han var i en periode formand for Nasdaq børsen samt National Association of Securities Dealers.
Ponzi svindel
Madoffs bedrageri var i sin grundform et (forbavsende) simpelt Ponzisystem. En Ponzisvindel fungerer ganske simpelt ved, at eksisterende investorer modtager afkast fra indskud betalt af nye investorer. Begrebet Ponzisystem er opkaldt efter Charles Ponzi, en amerikaner med italiensk herkomst.

I Madoffs tilfælde blev investorerne ”lovet” et årligt afkast på mellem 10-15% – og det lige meget om markederne udviklede sig positivt eller negativt! Investorernes midler blev imidlertid ikke investeret, men sat ind på Madoffs personlige konto i Chase Manhattan Bank. Han betalte herefter afkast og eventuelle indløsninger via indskud fra nye investorer. Alle portefølje- og afkastrapporter var naturligvis ”fabrikerede”.
Et sådant system falder altid på et tidspunkt sammen – nøjagtigt som et pyramidespil.

I 2008, i forbindelse med Finanskrisen, begyndte investorerne at trække penge ud, og disse indløsninger kunne ikke honoreres. Ifølge senere opgørelser udgjorde indløsningskravene omkring 7 milliarder dollars, mens der i ”kassen” kun var lidt over 0,2 milliarder dollars. Korthuset faldt sammen og konkursen var uundgåelig.
Hvordan kunne Madoff overbevise selv anerkendte professionelle investorer om, at han årligt kunne generere et afkast på mellem 10%-15%? Strategien eksisterede kun på ”papiret”, og var meget teknisk. Nærmest en ”blackbox”. Madoff fortalte, at han anvendte en såkaldt collar strategi eller split-strike, som forenklet går ud på at minimere risikoen på de underliggende aktier ved at afdække sig igennem forskellige finansielle instrumenter. Eksempelvis købte Madoff out-of-the-money put optioner, som giver køberen rettigheden, men ikke pligten, til at sælge aktier til en kurs under den nuværende markedsværdi. Han fabrikerede falske handelsnotaer og afkastrapporter, der på ”magisk vis” mere eller mindre altid gav et årligt afkast på de 10%-15%. En af de mere groteske afkastrapporter fra Madoff er fra november 2008, hvor Madoff rapporterede et år-til-dato afkast på 5,6%, mens det amerikanske aktieindeks S&P 500 i samme periode faldt 39%.
Menneskelige konsekvenser
Konsekvenserne af Madoff svindel og kollaps var enorme. Tusinde af mennesker mistede alt eller store dele af deres formuer. Flere blev syge eller begik selvmord. Madoffs ene søn begik selvmord og den anden søn døde kort tid efter af kræft. Hans bror, Peter, blev idømt 10 års fængsel.
Efter Madoff selv var blevet idømt 150 års fængsel udtalte han:
”I have left a legacy of shame, as some of my victims have pointed out, to my family and my grandchildren. This was something I will live in for the rest of my life. I’m sorry. I know that doesn’t help you.”
I TimeInvest er vi langsigtede investorer og sammensætter individuelle porteføljer med fokus på stabilitet, kvalitet og sikkerhed. Nøgleordet er spredning på alle parametre: Lande, sektorer, faktorer og selskaber. Derved undgås ”katastrofen”, og på sigt skabes et attraktivt risikojusteret afkast.
Indlægget er skrevet af adm. Direktør, Christian Høgsted Høm








