Dette skal du nå inden nytår

December er som regel en både hyggelig, men også meget travl måned for mange danskere med familiebesøg, gaveindkøb og diverse julearrangementer. Det kan dog være fornuftigt, hvis du også afsætter tid til at gennemgå din privatøkonomi. 2022 har været præget af negative markeder, og det kan derfor være en rigtig god ide at gennemgå din privatøkonomi, hvis du ønsker at få det optimale ud af dine skatteforhold og fradragsmuligheder. I nedenstående blogindlæg har vi samlet et par gode råd og tips inden det nye år skydes i gang.

 

Udnyt fradragsberettigede pensionsindbetalinger

Tjek op på, om du har brugt alle dine muligheder for fradragsberettigede pensionsindbetalinger i 2022. Reglerne på pensionsområdet betyder nemlig, at det er fradragsmæssigt attraktivt at indbetale ekstra på pension. En stor fordel er også, at der er lavere beskatning af løbende afkast på pensionsopsparinger.

 

I 2022 kan du maksimalt indbetale 59.200 kr. på din ratepension. Dette gælder for både private ordninger og arbejdsgiverordninger. Ønsker du at indbetale mere kan det ske på en livrente / livslang pension. Har du skiftet job i løbet af 2022, bør du undersøge om du har betalt for meget ind på ratepension, hvis du samtidig har skiftet pensionsselskab.


Indbetaling på aldersopsparing er ikke fradragsberettiget, da man i denne opsparingsform overfører penge man allerede har betalt skat af. Du betaler derfor heller ikke skat på en aldersopsparing ved udbetaling, kun løbende PAL-skat (Pensionsafkastskat) på 15,3% årligt af positivt afkast.

 

Ekstra fradrag på pensionsindbetaling

Det kan også være en god idé at indskyde ekstra på dine pensionsordninger, da du kan opnå et fradrag i din skattebetaling, hvis du indsætter ekstra på dine pensionsopsparinger inden årsskiftet (dog stadig maksimalt 59.200 kr. på din rate i 2022). Indbetaling giver et fradrag i topskatten, hvis din årlige indtjening er over 600.543 kr. før arbejdsmarkedsbidrag svarende til en månedlig indkomst før arbejdsmarkedsbidrag på 50.045 kr.

Herudover kommer det nye pensionsfradrag fra 2018, som automatisk gives til alle, der indsætter op til 75.600 (i 2022) kr. årligt samlet på deres pensionsopsparinger. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag og er ekstra højt for dig, der har mindre end 15 år til folkepension. Se skats hjemmeside for detaljer https://skat.dk/data.aspx?oid=2559.

 

 

Formueplanlægning: Giv andet end bløde gaver

Gaver og jul hører unægtelig sammen vil mange mene. Hvert kalenderår er det muligt at give afgiftsfrie kontantgaver til familiemedlemmer og til svigerbørn. Afgiftsfrie gaver kan både bruges som en økonomisk håndsrækning til dine kære, men også som et forskud på arven, frem for den senere arv, som de skal betale 15% boafgift af. OBS: I det nye regeringsgrundlag (SVM-regering) foreslås nedsættelse til 10% i boafgift.

I 2022 kan du forære hvert af dine børn, stedbørn, børnebørn og oldebørn en pengegave på op til 69.500 kr. For svigerbørn er grænsen 24.300 kr. To forældre kan i 2022 dermed samlet give hvert barn 139.000 kr. afgiftsfrit, hvis de hver især giver deres gaver fra egen bodel. Samme regel gælder for svigerforældre; her kan der dog kun gives 48.600 kr. til hvert svigerbarn.

OBS. Gaven kan også gives som aktier (afhængig af bank).

 

 

Gennemgå din aktieportefølje

Hvis du som privat investor/aktionær har modtaget udbytter eller realiseret gevinster fra aktier handlet på et reguleret marked eller fra aktiebaserede investeringsforeninger, der udlodder udbytter (herefter under ét betegnet aktier m.v.) i løbet af 2022, kan det muligvis være en fordel at realisere et tab inden årsskiftet. Realiseret aktietab modregnes nemlig i dine udbytter og avancer for 2022 og dermed reduceres den aktieindkomst, du bliver beskattet af i 2022.

 

Vær opmærksom på, at tab på aktiebaserede akkumulerende fonde også bliver fradraget i din aktieindkomst, uanset om du realiserer tabene eller ej, da disse fonde er lagerbeskattede. Det er dog en forudsætning, at investeringsforeningen er registeret på skats positivliste (se mere her: https://skat.dk/data.aspx?oid=2244641).

 

OBS. For at kunne bruge fradraget, er det et krav, at både aktietab og aktieindkomst stammer fra aktier, som er handlet på lige vis. F.eks. fra aktier handlet på et reguleret marked (tidligere kaldet børsnoterede aktier).

 

 

Betal din restskat inden året er omme

 

Tjek din forskudsopgørelse (for år 2022) og betal din restskat for 2022 inden året er omme, så slipper du for at betale renter af beløbet. Skattestyrelsen sender først årsopgørelserne ud i midten af marts 2023.

Fra den 1. januar 2023 og frem til betalingstidspunktet skal du betale renter af en eventuel restskat. Til og med den 1. juli er den såkaldte dag-til-dag-rente på 1,7 % p.a.

Venter du med at betale til efter den 1. juli – eller lader restskatten indregne i forskudsskatten for 2024 – kommer du til at betale et fast rentetillæg på 3,7 %.

 

Restskat kan opstå på baggrund af følgende:

  • Din personlige indkomst er højere end det du har forskudsregistreret. Du skal måske betale topskat.
  • Du har modtaget større udbytte fra investeringer og eller solgt værdipapirer med større gevinst end du har forskudsregistreret.
  • Dine fradrag er mindre end det du har forskudsregistreret. F.eks. befordringsfradrag som følge af flere hjemmearbejdsdage

 

 

Sæt penge ind på børneopsparingen

Dette punkt gælder kun, hvis du har børn. Har du ikke børn kan punktet springes over.

Børneopsparing er den eneste måde i Danmark, hvor du kan investere uden at betale skat af afkastet. Nedenfor har vi oplistet fordelene ved børneopsparing.

  • Du kan indsætte 6.000 kr. om året pr. barn indtil du har indbetalt i alt 72.000 kr. pr. barn
  • Du kan sætte udbetalingen til at ske fra barnet er 14 og op til det er 21 år.
  • Du kan investere pengene på børneopsparingen. Desværre tror mange, at det kun er muligt at placere pengene på en opsparingskonto med lav rente, men du kan sagtens investere pengene.
  • Sidst, men ikke mindst: børneopsparingen er skattefri og barnet skal derfor ikke betale skat af afkastet.

 

Giv penge til et godt formål

 

Du kan få fradrag på op til 17.200 kr. i 2022, for bidrag til forskellige godkendte velgørende foreninger. For at få fradraget kræves det, at du oplyser dit cpr-nr. til den forening, som modtager bidraget. Foreningen vil derefter indberette dine bidrag til Skattestyrelsen.

 

Bemærk, at der gælder særlige skatteregler, hvis du binder dig for at give bidrag i mindst 10 år.

 

Godt nytår!

 

 

OBS: Blogindlægget er en generel gennemgang af relevante skatteregler og ikke skatterådgivning. Hvis du har brug for skatterådgivning, anbefaler vi, at du kontakter en skatterådgiver. Særregler – herunder særlige modregningsregler – er ikke omtalt i blogindlægget.

 

Indholdet i ovenstående indlæg udgør ikke investeringsrådgivning og er alene udarbejdet til orientering. Kontakt altid en investeringsrådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil. Bemærk at historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast.

 

Se nærmere her hvor du også kan kontakte os og tilmelde dig for løbende at blive opdateret med nyeste indlæg.

 

Indlægget er skrevet af Forretningsudvikler og Executive Assistant, Christine Balslev

Share the Post:

Relaterede artikler:

2025 Markedskommentar

2025 blev et hæsblæsende år på de finansielle markeder, men det blev et bedre år end hvad de fleste havde forestillet sig tilbage i januar

Read More »

Kvartalskommentar Q3 2025

Tredje kvartal understregede endnu engang, at verden er uforudsigelig, og at værdien af en langsigtet investeringsstrategi derfor er svær at overvurdere. Donald Trump udsætter konstant

Read More »

Halvårskommentar 2024

Halvårskommentar 2024   Markedet fortsætter opad og vi læser nærmest dagligt om nye børsrekorder i USA. Og artificial Intelligence og vægttabsmedicin afleder i øjeblikket opmærksomhed

Read More »

Bliv klogere på investeringer

Som din rådgiver hjælper vi dig naturligvis med at investere, men vi gør mere end det. Blandt andet ligger det os på sinde, at du altid er godt informeret om udviklingen på de finansielle markeder.

Deltag i arrangementer eller modtag vores nyhedsbrev

Vi inviterer jævnligt kunder og netværk til TimeTalks med inspirerende foredragsholdere, ligesom vi løbende udsender nyhedsbreve med aktuelle vurderinger af markedet.

Kunne du tænke dig at deltage i vores arrangementer eller modtage vores nyhedsbreve, så tilmeld dig herunder.

Deltag i vores arrangementer

Jeg vil gerne inviteres til arrangementer i TimeInvest

Modtag vores nyhedsbreve

Jeg vil gerne modtage nyheder fra TimeInvest