De finansielle markeder er dynamiske og under konstant forandring. Der dukker hele tiden nye investeringsmuligheder op, som en afspejling af det globale samfunds innovative og omvæltende kræfter. Når der gøres nye opdagelser åbner det nye muligheder, men vi kender ikke de langsigtede konsekvenser af det nye. Vi bevæger os ind i ukendt terræn. Der kan således drages en parallel til datidens opdagelsesrejsende, som drog ud og fandt nye grænser – deraf navnet ”frontier markets”. Da Christoffer Columbus satte fod på amerikansk jord i 1492 vidste han intet om, hvad der ventede forude. Var terrænet utilgængeligt? Var der mennesker? Og i givet fald – ville det resultere i krig eller fredelig sameksistens? Spørgsmålene var mange og risikoen stor.

Analogt med Columbus har vi i dag det nye Metaverse. Vi står lige nu på tærsklen af en ny teknologisk revolution, som stadig ikke er udforsket og udviklet. Kombattanterne på denne slagmark er ikke mennesker mod mennesker, men de globale virksomheder, som har ekspertise, ressourcer samt innovative og kreative kræfter til at udnytte de nye muligheder rent kommercielt. Mange store virksomheder ofrer allerede milliarder af dollars på at positionere sig. Det tidligere Facebook er endda gået så langt, at de har taget navneforandring til Meta. Men bliver Meta markedsførende? Ikke nødvendigvis. Tænk blot tilbage på Nokia og Ericsson, som var giganterne på mobilmarkedet indtil en ny grænse blev opdaget – smartphonen! De kom ikke med toget og blev efterladt på perronen, og er i dag blot skygger af sig selv.

Så en investering inden for Metaverse vil være forbundet med høj risiko. Men med høj risiko følger også potentiel højt afkast. Værdien af Metaverse markedet forventes at vokse eksplosivt i årene fremover. Ifølge en analyse af McKinsey* er værdien i dag estimeret til at udgøre 0,25 trillioner (milliard milliarder = 18 nuller) USD. Det forventes at vokse til 4,5 trillioner USD over de næste 8 år. Altså med 1.700%. I dette vækstrum vil der uden tvivl blive skabt virksomheder af en kaliber svarende til Apple, Microsoft, Google og Amazon.
Men, hvordan kan investorer positionere sig i Metaverset?
Overordnet findes to indgangsvinkler:
1. Køb en portefølje af individuelle selskaber, som enten direkte eller indirekte er involveret i aktiviteter indenfor Metaverse. Dette er imidlertid en særdeles krævende proces, da det fordrer ekspertviden inden for Metaverse samt konstant overvågning, når først porteføljen er bygget op.
2. Køb af en målrettet ETF indenfor Metaverse. På det seneste er der lanceret adskillige EFT’ere, som udelukkende fokuserer på investering i selskaber, der er aktive inden for Metaverse.
Vi har undersøgt markedet, og som eksempel kan peges på iShares Metaverse UCITS ETF: https://www.ishares.com/ch/professionals/en/products/329602/ishares-metaverse-ucits-etf.
En anden udbyder, First Trust, har en traditionel selektion af selskaber, hvor de via en screening udvælger de største selskaber med aktiviteter inden for Metaverse, som så indgår i porteføljen.
iShares forsøger på en kreativ facon at finde de kommende vindere og markedsledere indenfor Mataverse. Via databaser finder de frem til de selskaber, som dels har de fleste patentrettigheder inden for Metaverse teknologien og dels er mest specialiserede og fokuserede i deres forretningsstrategi på Metaverse. Patentrettigheder fungerer således som en indikation for, hvilke selskaber, der har de bedste kort på hånden til at blive vindere af Metaverset. Se ovenstående links for mere information.
Hvis man som investor vil ind i Metaverse er der grund til igen at understrege, at det er forbundet med høj risiko. Husk derfor på de to gyldne regler ved højrisiko investeringer.
1. Invester ikke mere end du kan tåle at tabe. Et interval kunne være 5-10% af aktieporteføljen.
2. Spred investeringen på mange selskaber. Køb af en ETF vil sikre dette.
I TimeInvest er vi langsigtede investorer og sammensætter individuelle porteføljer med fokus på stabilitet, kvalitet og sikkerhed. Nøgleordet er spredning på alle parametre: Lande, sektorer, faktorer og selskaber. Derved undgås ”katastrofen”, og på sigt skabes et attraktivt risikojusteret afkast.
Indholdet i ovenstående indlæg udgør ikke investeringsrådgivning og er alene udarbejdet til orientering. Kontakt altid en investeringsrådgiver, hvis du overvejer at foretage en investering, og få afdækket om en given investering passer til din investeringsprofil. Bemærk at historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast.
Se nærmere her hvor du også kan kontakte os og tilmelde dig for løbende at blive opdateret med nyeste indlæg.
Indlægget er skrevet af adm. direktør, Christian Høgsted Høm
* Kilde: McKinsey:” Value creation in the metaverse”. June 2022








